Ærgerlig, men nødvendig forlængelse af restriktioner

Forsat høje smittetal fører til, at de restriktioner, der blev sat i kraft tidligere på måneden, bliver forlænget. Oprindeligt skulle de have varet til 3. januar. Nu er slutdatoen den 17. januar.

”Det er desværre nogle bekymrende høje smitte- og dødstal, som vi ser i øjeblikket. På den baggrund er det svært at se andre veje end en forlængelse af de gældende, udvidede restriktioner. De første danskere er vaccinerede, men vi må se i øjnene, at det kommer til at vare en rum tid, før tingene igen bliver normaliserede. Indtil da er det af yderste vigtighed, at vi alle tager vores forholdsregler. Holder afstand, vasker hænder, spritter af, bliver testet og så videre. For kampen mod corona er en fælles kamp, og den kan kun vindes, hvis vi alle gør vores,” siger Brian Mikkelsen.

Der skal findes en løsning for kompensationspakkerne

Brian Mikkelsen tilføjer, at det er vigtigere end nogensinde, at kompensationspakkerne kommer ud og virke.

”Der er desværre stadig et problem med at få statsstøttegodkendelse af EU. Det betyder, at selv om et flertal i Folketinget har vedtaget kompensationspakker, så er pengene så at sige ikke nået frem til de ramte virksomheder. Mange virksomheder har akut brug for hjælp til likviditeten, så derfor haster det med at finde løsninger her,” siger Brian Mikkelsen.

Lønkompensationsordningerne fortsætter

Lønkompensationsordningen for tvangslukkede gælder, så længe forbuddet er gældende. Det vil derfor fortsat frem til den 17. januar 2021 for de tvangslukkede være muligt at søge lønkompensation efter denne ordning. Læs mere om tvangslukkede virksomheder.

Den nye midlertidige lønkompensation, som trådte i kraft den 9. december 2020, gjaldt i udgangspunktet kun til og med den 3. januar 2021. Den forlænges imidlertid også frem til den 17. januar 2021. Rent formelt kræver det en ændring af bekendtgørelsen, hvilket Dansk Erhverv imødeser vil ske hurtigst muligt. Læs mere om den midlertidige lønkompensationsordning.

Hvis smittetallet falder hurtigt, kan perioden med restriktioner – og dermed lønkompensation – blive forkortet. Dansk Erhverv arbejder for, at virksomhederne i så tilfælde får tilstrækkeligt varsel til at kunne indrette sig derefter.