2021: Året der gik i Danske Service

Kære alle

Først og fremmest tak! Tak for jeres enorme engagement, utrættelige arbejdsindsats og drivkraft. 2021 går på hæld, og vi kan se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år.

I sekretariatet bød vi sekretariatsleder Malene Jæpelt velkommen tilbage efter barsel i starten af året, og sagde dermed også tak for indsatsen til Laura Kokholm. Året slutter med en anden afsked, denne gang med vores student, Mette Oxholm, der er blevet fastansat i Dansk Erhverv. Vi glæder os over, at Mettes afløser er fundet og glæder os til at byde Clara Rydahl Torp velkommen 1. februar 2022.

Igen har corona præget året der gik. Corona er gået fra samfundskritisk med høje smittetal til vaccinationer og afblæsning af samfundskritisk til igen at være samfundskritisk og med høje smittetal. Rengøringsbranchen har hele vejen igennem taget ansvar, gjort sit bedste og været en aktiv medspiller i kampen mod corona i alle dele af samfundet – fra testcentre til daginstitutioner til fodboldstadioner til skoler og til arbejdspladser. Branchen har leveret god kvalitet, og sørget for tryghed. Rengøringsbranchen er komet godt ud af covid-19 – der har været opture og nedture, men samlet set har der været stor efterspørgsel på rengøringsydelser, særligt de kombinerede af slagsen. Et budskab, som vi blandt andet har delt i TV-avisen.

Det store problem i vores branche, som i mange andre, lige nu, er rekruttering og mangel på arbejdskraft. En del af forklaringen på udfordringen kan skyldes, at jobprestigen ikke er særligt stor. Det er ikke “sejt” eller eftertragtet at være rengøringsmedarbejder. Det er en skam, når corona netop har blotlagt rengøringsbranchens vitale arbejde for trygheden og folkesundheden.

Hvor vi på bagkant af 2020 kunne fejre en markant lempelse af servicefradraget i BoligJobordningen, har vi i 2021 set ordningen i skudlinjen fra både vismænd og støttepartier. Danske Service kæmpede for at nuancere debatten, så servicefradraget ikke skæres over en kam med håndværkerfradraget. En kamp der lykkedes, da servicefradraget blev bevaret i finansloven 2022, mens håndværksdelen fjernes permanent. En vigtig sejer da servicefradraget stadig tjener et vigtigt formål.

I vores forening har fokus i høj grad været på at styrke Ren Garanti og Ren Garanti Plus og de tilbud, der er til medlemmer. Der er udviklet værktøjer som kan bruges, når nye medarbejdere skal bydes velkommen, og der er afholdt webinarer om blandt andet personalehåndbog og støtte til uddannelse. Sidstnævnte med håbet om, at flere medlemmer fremover vil benytte de muligheder, der er for at søge tilskud i kompetencefonden, når medarbejdere skal uddannes.

Der er forskel på rent og RIGTIGT rent: rigtigt rent. Kampagnen, der er blevet til i et samarbejde mellem 3F og Danske Service, sætter fokus på den forskel. Går man først på kompromis med rengøring, går man på kompromis med sundhed og samvittighed. Første runde af kampagnen kørte i forbindelse med kommunalvalget i november, og vi ser frem mod anden runde i starten af 2022.

Der er mange planer og ambitioner for næste år. Blandt andet kommer året til at byde på kurser i miljø, så rengøringsbranchen kan være med til at sætte fart på den grønne omstilling og tage ansvar – det er også noget, vi ved, at kunderne efterspørger derude, og det går kun i én retning: den grønne.

På vegne af hele bestyrelsen vil jeg gerne ønske jer god jul og et godt nytår. Det bliver måske ikke, som det plejer, men vi er bag jer hele vejen.

Mvh.
Danielle Hansen, Bestyrelsesformand i Danske Service