Interview med Per Nielsen, Bestyrelsesformand ProfilService A/S

Kan du fortælle lidt om dig selv og om din virksomhed?   

Jeg har haft min egen virksomhed – ProfilService – siden 2008. ProfilService er en mellemstor rengøringsvirksomhed, som servicerer 50% private erhvervskunder og 50% offentlige kunder. Det er en fordeling, som vi har lagt med velbegrundet hu. Det giver den bedste synergi i forhold til ledelse og i forhold til sammensætningen af medarbejdergrupper.  

Vi er en virksomhed, der beskæftiger lige imellem 400 og 450 medarbejdere. 1. januar 2021 købte Den Sociale Kapitalfond Invest aktiemajoriteten i ProfilService A/S. Det, der er sket siden den Sociale Kapitalfond Invest kom til, er, at vi har fået lagt en stor tyngde på hele vores sociale ansvarlighed i forhold til at beskæftige medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet – både sprogligt, fysisk og psykisk.    

Hvad vil du sige, at din virksomhed får ud af jeres medlemskab hos Danske Service?   

Den væsentligste årsag til, at vi er med i Danske Service, er at være med i en brancheorganisation for at være sammen med ligestillede virksomheder, overenskomstforhold, uddannelsesforholdene og ikke mindst kontakten til de faglige organisationer.     

Det er den overenskomstmæssige del og den juridiske personalemæssige håndtering af tingene, der er den største fordel ved vores medlemskab af Danske Service - og forhåbentlig også uddannelsesdelen fremover.  

Hvordan oplever I manglen på arbejdskraft på det danske arbejdsmarked i din virksomhed?     

Der, hvor vi oplever det i høj grad, er på arbejdsledersiden eller på mellemledersiden – det der hedder serviceledere eller inspektører. Vi har umiddelbart ikke haft vanskeligt ved at rekruttere timelønnede medarbejdere. Det er nok fordi, vi har et netværk, som gør, at vi er gode til at tiltrække – derfor er vi også gode til at fastholde. At tiltrække og at fastholde hænger sammen ift. at rekruttere nye medarbejdere.   

Har du et bestemt syn på, hvad Danske Service indsatsområder bør være i de kommende år?   

Indsatsområdet skal være at få en eller to relativt store rengøringsvirksomheder med ind i organisationen, så vi kan spille med på og i overenskomstforhandlingerne. Hvis vi får det, har vi en kæmpe fordel i forhold til at være i Dansk Erhverv og Danske Service netop ved, at vi kender hinanden, vi er tættere på og det er de samme mennesker, der håndterer tingene hele tiden. Det er en kæmpe fordel. Så simpelthen det her med at få nogle store spillere fra branchen med ind. Og så hele det offentlig-private samarbejde og de udfordringer, der er i forbindelse med at få flere SMV’er til at byde ind på offentlige opgaver. Der skal vi spille en meget aktiv rolle.   

I løbet af det sidste år har Danske Service arbejdet på kampagnen ”rigtigt rent”. Mener du, at den kampagne sætter tilstrækkeligt fokus på de udfordringer, I står med i jeres virksomhed?   

Kampagnen er i hvert fald en god måde at skabe fokus på Danske Service på - og ikke mindst på samarbejdet med 3F. Det er en rigtigt god idé at lave sådan nogle kampagner sammen. Der er ingen tvivl om, at ”rigtigt rent” har en pointe.   

I fremtidige kampagner kunne fokus være på hele det offentlig-private-samarbejde i forhold til, hvordan vi får flere små- og mellemstore virksomheder til at byde på de offentlige opgaver. Her tænker jeg især på hele kundekontakten, måden som mindre virksomheder driver forretning på i forhold til service og levering.     

Per Nielsen
Næstformand

Profilservice A/S

E. pern@profilservice.dk
T. 8827 1766