Husk: Varsling af ferie

Foråret nærmer sig med hastige skridt. Hvis I vil varsle ferie i løbet af foråret eller acceptere medarbejderens ønsker om ferie, skal I være opmærksom på ferieloven.

I langt de fleste tilfælde aftaler virksomheden og medarbejderne, hvordan ferien skal placeres.

Medarbejderne skal have mulighed for at komme med deres ferieønsker, og virksomheden skal forsøge at imødekomme disse ønsker, medmindre det giver driftsmæssige problemer. Der skal særligt tages hensyn til, at medarbejdere med skolesøgende børn kan holde sommerferie sammen med børnene.

Kan I ikke blive enige, er det i sidste ende dig som arbejdsgiver, der inden for ferielovens rammer afgør, hvornår medarbejderne kan holde ferie.

Varsling af ferie

Hvis arbejdsgiveren og medarbejderen ikke kan blive enige om feriens placering, kan arbejdsgiveren placere ferien med de varsler, som følger af ferieloven:

  • Hovedferie skal varsles med mindst 3 måneders varsel, og
  • restferie skal varsles med mindst 1 måneds varsel.

Arbejdsgiveren kan varsle ferien, selvom den ikke er optjent endnu, hvis blot ferien forventes optjent, før den skal holdes.

Da medarbejderen har ret til at afholde mindst 4 af de 5 ugers ferie i ferieåret fra 1. september til 31. august, kan arbejdsgiveren ikke varsle 3 ugers hovedferie afholdt i september, som man kunne i den gamle ferielov. Afholdelse af 3 ugers hovedferie i september kan kun ske efter aftale med medarbejderen.

Indenfor disse grænser er det i sidste ende arbejdsgiveren, der afgør, hvornår ferien skal placeres under hensyntagen til virksomhedens drift og medarbejderens ønsker.

Virksomhedens eller kundens ferielukning

Hvis virksomheden eller kunden holder ferielukket, kan arbejdsgiveren kræve, at medarbejderne holder ferie under ferielukningen, uanset om medarbejderne har optjent nok ferie til ferielukningen.

Arbejdsgiveren skal dog så vidt muligt sørge for at reservere medarbejdernes ferie til ferielukningen. Hvis virksomheden eller kunden fx holder ferielukket 3 uger i juli måned, skal arbejdsgiveren sørge for at reservere 15 feriedage til ferielukningen.

Hvis arbejdsgiveren ikke sørger for at reservere feriedage til ferielukningen, kan virksomheden risikere at skulle betale løn under ferielukningen (evt. blot på forskud).

Medarbejdere på skoleordningen har ret til en frigørelsesattest under uddannelsesinstitutionens ferielukning.