Fremtiden for servicebranchen

Bragt i Rent i Danmark, november 2017

Af Danielle Hansen, Formand, Danske Service og ejer, Sundby Rengørings Service

 

Som 2017 så småt render ud er det med optimisme, at jeg ser frem mod 2018. 2017 var et begivenhedsrigt år i Danske Service, og 2018 tegner til at blive det samme.

Danske Service står knap to år efter at samarbejdet med Dansk Erhverv officielt trådte i kraft stærkere end nogensinde. Medlemmerne drager dagligt nytte af den professionelle og personlige juridisk rådgivning, målrettede rabataftaler og kurser er med til at øge konkurrenceevnen.

 

Overenskomst, ordnede forhold og kvalitet – året der gik

Ordnede forhold går aldrig af mode, og Danske Service har igen i 2017 kæmpet for at udbrede ordnede forhold og fair konkurrence i servicebranchen. Et vigtigt element i ordnede forholde er en fair overenskomst, der i særlig grad qua overenskomstforhandlingerne har sat deres præg på året der gik. I foråret 2017 blev der brugt tid og energi på at kæmpe for medlemmernes interesser i forhandlingerne af både serviceoverenskomsten og vniduespoleringsoverenskomsten.

Gennem integrationen af Clean Business i Danske Services vedtægter har Danske Service stadfæstet foreningens grundlæggende værdier og understreget overfor medlemmer, branchen og kunder, at foreningen står for ordnede forhold i servicebranchen.

Danske Service har også aktivt deltaget i arbejdet med at revidere INSTA 800, den nordiske standard til bedømmelse af rengøringskvalitet. I 2018 lanceres den nye version af standarden, hvor flere af branchens fingeraftryk ses. Det er aftryk som vil have en positiv effekt når, standarden, der i stigende grad vinder udbredelse, anvendes.

 

Spændende år i vente

Snart tager vi hul på et nyt og spændende år i servicebranchen. Jeg har store forventninger og forhåbninger til året, der venter.

Vi venter i spænding på at se, hvad der sker med boligjobordningen. Forhåbentlig bliver 2018 året, hvor ordningens fokus på serviceydelser som rengøring øges samt ordningen gøres permanent. Fradraget har nemlig vist sig at have en afgørende betydning, når rengøringen i private hjem skal vælges til eller fra, og som et effektivt redskab til både øget integration og bekæmpelse af sort arbejde. Derfor håber jeg, at regeringens oplæg i finanslovsudspil for 2018 vedtages. Det vil gøre private hjem til et meget mere attraktivt marked for branchens etablerede virksomheder, og være et væsentlig skridt mod ordnede forhold.

Medarbejderne er vores vigtigste ressourcer. Dedikerede og kvalificerede medarbejdere er dagligt med til at levere kvalitetsservice. Derfor er et andet vigtigt tema som jeg gerne ser et øget fokus på i 2018, hvordan vi forebygger nedslidningen og hvordan på forsvarligvis kan imødekomme politikernes forventninger om, at danskerne skal være længere tid på arbejdsmarkedet.

Forbedring af branchens image anses forsat for en af de største udfordringer. Skal vi komme den udfordring til livs kræver det, at vi står sammen i kampen for ordnede forhold – både i branchen men også på tværs af arbejdsgiver og arbejdstager. Det gode samarbejde med fagbevægelsen er essentielt. Hos Danske Service forsætter vi arbejdet for at fremme ordnede forhold i servicebranchen og forbedre branchens omdømme.

Jeg ser frem til året der kommer, og til at møde både nye og gamle medlemmer ved vores arrangementer i 2018. Ikke mindst til vores generalforsamling, der i 2018 afholdes den 7. juni 2018 i København.

Med ønske om et godt 2018 til alle i branchen!