Julehilsen fra formand for Danske Service Danielle Hansen

Kære alle

Tak for jeres enorme engagement, utrættelige arbejdsindsats og drivkraft. Snart er 2022 slut og et nyt år er på vej. 2022 har været et år, som jeg synes er gået stærkt - dog knap så begivenhedsrigt som 2021.

I sekretariatet bød vi sekretariatsleder Cecilie Fjeldberg velkommen og vi har sagt farvel til Malene Jæpelt. Mit kendskab til Cecilie indtil nu er, at vi har fået en meget energisk og idérig kollega på posten. Vi har stadig Clara, som knokler på som en anden blæksprutte i sekretariatet. Jeg tror, vi kommer til at se mange nye tiltag fra dem begge i 2023.

Corona har heldigvis ikke fyldt ligeså meget i 2022, men jeg tror mange sidder tilbage med en underlig følelse i deres forretning. Vi er gået fra nærmest hverdagens helte til, at rengøring igen desværre ikke er så vigtig. Det virker noget hult hos mange.

Vi tog her i 2022 en anden runde i samarbejdet med 3F, hvor vi byggede videre på 'Rigtig rent'-kampagnen, som jeg håber, at mange vil dele budskabet om. Der er nemlig forskel på rent og RIGTIGT rent. Kampagnen sætter fokus på den forskel. Går man først på kompromis med rengøring, går man på kompromis med sundhed og samvittighed. Det har været en central prioritet for Danske Service i 2022.

Du kan følge med i kampagnen her: https://www.facebook.com/Rigtigtrent eller https://www.linkedin.com/showcase/rigtigtrent/. Du kan også følge med i Danske Services arbejde på: https://www.linkedin.com/company/danskeservice/

Henover sommeren var der meget fokus på uddannelse. Vi opfordrer vores medlemmer til at gøre brug af de uddannelsesmuligheder, som Danske Service giver tilskud til - til gavn for både virksomhed og medarbejder.

Stadigvæk er de store problemer hos mange i vores branche - som hos mange andre - rekruttering og mangel på arbejdskraft. En del af forklaringen på udfordringen kan være, at jobprestigen ikke er særligt stor. Det er ikke “sejt” eller eftertragtet at være rengøringsmedarbejder. Det vil vi i 2023 kæmpe videre for at ændre på.

I 2023 venter spændende overenskomstforhandlinger. Jeg ser frem til forhandlingerne og jeg vil kæmpe for, at vores medlemmer får mest muligt ud af de nye overenskomster – både Serviceoverenskomsten og Vinduespoleringsoverenskomsten.

Mere generelt vil vi i 2023 arbejde på udvikling af lokale netværk for vores medlemmer i forskellige dele af landet, så vores medlemmer kan hjælpe hinanden på tværs af servicevirksomheder. Det glæder jeg mig meget til at arbejde videre på i 2023, hvor vi blandt andet gerne vil gentage vores succesfulde netværksdag, som blev afholdt i november.

På vegne af hele bestyrelsen vil jeg gerne ønske jer god jul og et godt nytår. Husk vi er med jer hele vejen.

Med venlig hilsen
Danielle Hansen, Bestyrelsesformand i Danske Service