Regeringen vil hæve loftet for servicefradrag

Regeringen vil udvide boligjobordningen markant, så det bliver muligt at få et større fradrag for serviceydelser end i dag. På nuværende tidspunkt ligger loftet på 6200 kroner per person, når det gælder servicedelen af boligjobordningen. Regeringen lægger op til at hæve loftet til 25.000 kroner i 2021, for at hjælpe coronaramte servicehverv og samtidig sætte fart på den grønne omstilling.

I Danske Service er begejstringen stor:

”Vi er rigtig glade for regeringens udmelding på dagens pressemøde. Midt i en global pandemi, hvor det er helt centralt at der bliver gjort ordentligt rent, hilser vi det velkomment at fradraget til servicedelen mere end firedobles. Vi skal sætte skub i økonomien igen, og vi har i Danske Service længe kæmpet for at hæve fradraget på servicedelen, da det netop er ren og skær sund fornuft. Det er rart, at der er blevet lyttet, da udspillet vil sikre tryghed og konkret hjælp i hverdagen til helt almindelige mennesker, når der bliver plads i økonomien til rengøringshjælp og anden praktisk assistance”, siger Laura Kokholm, sekretariatsleder i Danske Service.

Udvidelse af servicedelen i håndværkerfradraget er en del af regeringens initiativer for at sætte gang i dansk økonomi igen.

I Danske Service priser vi derfor forslaget meget velkomment.

Og i Dansk Erhverv, som Danske Service har i ryggen hele vejen, bliver regeringens forslag taget godt imod:

"Det er gode og positive tiltag, som vi i Dansk Erhverv kun kan bakke op om. Vi har længe kæmpet for en udvidet boligjobordning - også på service. Derfor hilser vi udvidelsen velkommen. I forhold til SMV’erne så er også de ramt hårdt ramt af, at eksporten har det svært. Derfor er tiltagene rettet mod SVM’erne rigtigt gode," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Læs Dansk Erhvervs pressemeddelelse her. 

Du kan læse mere på Finansministeriets hjemmeside og i deres faktaark om en udvidelse af boligjobordningen.