Sygdom og ferie

Sygdom kan forhindre din medarbejder i at holde ferie. Det kan både være sygdom før feriens begyndelse eller sygdom opstået på ferien. Dansk Erhvervs advokat gennemgår her de forhold, du skal være opmærksom på.

Sygdom før feriens start

Hvis en medarbejder bliver syg, før ferien starter, behøver medarbejderen ikke at holde sin ferie. Medarbejderen har ret til en ny ferie. Denne ferie kaldes erstatningsferie.

Det forudsætter, at medarbejderen sygemelder sig på sædvanlig vis senest ved arbejdstidens begyndelse på den første feriedag.

Hvis medarbejderen bliver rask igen, før den planlagte ferie er afsluttet, skal medarbejderen oplyse, om vedkommende ønsker at holde den resterende del af ferien eller møde på arbejde.

Feriens start og afslutning
Ferien begynder ved arbejdstidens begyndelse den dag, medarbejderen normalt skulle være mødt på arbejde, og slutter ved arbejdstidens ophør den sidste dag, medarbejderen normalt skulle have været på arbejde.

Sygdom under ferien

Hvis en medarbejder bliver syg under sin ferie, kan medarbejderen have ret til erstatningsferie, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Der er ret til erstatningsferie fra den 6. sygedag under ferie inden for et ferieår. De første fem sygedage under ferie er altså karensdage, der ikke giver ret til erstatningsferie. Der gælder dog særlige regler om forholdsmæssig beregning af karensdage i ansættelsesår og fratrædelsesår. Læs mere herom i Dansk Erhvervs notat om ferie.
  2. Medarbejderen skal sygemelde sig efter de sædvanlige regler. Det gælder også karensdagene.
  3. Medarbejderen skal for egen regning skaffe en lægeerklæring, der dokumenterer sygefraværet fra første sygedag. Hvis medarbejderen er i udlandet, skal lægeerklæringen være udstedt af en læge på feriestedet.

Læs nærmere om på Dansk Erhvervs hjemmeside om ferie i ansættelsesforholdet.