Hos Lejrskov Rengøring går mennesker og forretning hånd i hånd
I dette portræt kan du møde Lejrskov Rengøring, der drives af Lene og Peter Ankersborg. De er gift – og til hverdag er de fælles om at drive en virksomhed, hvor social ansvarlighed og sund forretning går hånd i hånd.

Lejrskov Rengøring har flere gange modtaget Kolding Kommunes pris SammenomJOB for arbejdet med social ansvarlighed. Men for Lene og Peter handler det ikke om priser eller strategier. Det handler om at drive en arbejdsplads bygget på tillid, ansvar og en grundlæggende tro på mennesker.
Den tilgang har skabt loyale medarbejdere, lavt sygefravær og stærke kunderelationer.
I dag beskæftiger Lejrskov Rengøring omkring 65 medarbejdere og servicerer primært erhvervskunder i Trekantområdet. Virksomheden er vokset ud fra en ambition om at skabe en arbejdsplads, hvor mennesker får ansvar, fleksibilitet og mulighed for at lykkes.
“Hvis man skal tage ansvar for sit arbejde, så skal man også mærke, at nogen har tillid til én,” fortæller Lene.
Tillid som fundament
Netop tillid er blevet et nøgleord i virksomheden. I en branche, hvor kontrol og opfølgning ofte fylder meget, har Lene og Peter valgt en anden tilgang. Medarbejderne bliver ikke mødt af minutiøse kontrolsystemer, men af en forventning om, at de kan og vil levere et godt stykke arbejde.
Det betyder ikke, at kvaliteten er mindre vigtig, tværtimod. Hos Lejrskov Rengøring tror man på, at ansvar skaber faglig stolthed. Og at faglig stolthed højner kvaliteten.
“Vi ser rengøring som et fag. Folk skal kunne træffe beslutninger ude hos kunderne. Hvis der pludselig er behov for noget ekstra, så skal man kunne handle på det,” siger Peter.
Virksomheden oplever samtidig meget lav medarbejderudskiftning og høj kundetilfredshed. Mange medarbejdere bliver i årevis, og kunderne møder de samme mennesker uge efter uge, måned efter måned og år efter år.
En arbejdsplads med plads til mennesker
Det menneskesyn præger også virksomhedens tilgang til medarbejdere, som har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Gennem årene har Lejrskov Rengøring ansat mennesker med blandt andet angst, stress, misbrug eller andre udfordringer, som kan gøre det svært at passe et traditionelt job.
Her starter man ofte i det små. Måske nogle få timer om ugen. Ofte i virksomhedens vaskeri, hvor tempoet kan tilpasses den enkelte. For Lene og Peter handler det om at skabe tryghed og bygge mennesker op stille og roligt.
For nogle er den første barriere ikke selve arbejdet, men at komme ud ad døren, stige på bussen og møde ind på en arbejdsplads. Hvis myldretiden gør det svært at tage bussen, kan mødetiden rykkes. Hvis en medarbejder får et dyk og ikke møder ind, tager Lene og Peter dialogen - og nogle gange også turen ud for at hente vedkommende.
“Vi møder folk dér, hvor de er. Ikke dér, hvor systemet synes, de burde være,” siger Lene.
Mange af medarbejderne bliver i virksomheden i årevis. Nogle fejrer 10-års jubilæum, og sygefraværet er lavt. Ifølge Peter hænger det tæt sammen med den kultur, virksomheden har bygget op.
“Vi har fundet ud af, at når folk får fagligt ansvar og føler sig set, så får man også nogle enormt loyale medarbejdere tilbage,” siger han.
Fra lille rengøringsfirma til stærk lokal virksomhed
Vejen dertil har dog langt fra været uden modgang. Lene begyndte selv med at gøre rent tilbage i 2003, og da hun overtog Lejrskov Rengøring i 2011, fulgte flere år med hårdt arbejde og økonomiske udfordringer. En proces og et arbejde der kræver mod – og en tro på, at man gør det rigtige – også selvom man ikke starter med sorte tal på bundlinjen.
Med hårdt arbejde og tro på sig selv og sine medarbejdere, er Lejrskov Rengøring i dag en stabil og sund virksomhed, med stærke kunderelationer og en tydelig lokal forankring. Kunderne kommer i høj grad gennem anbefalinger, og virksomheden vokser fortsat.
“Det er bare sådan, vi synes, man skal behandle mennesker”
For Lene og Peter er social ansvarlighed ikke et projekt ved siden af driften. Det er selve måden, de driver virksomhed på.
“Vi gør det ikke for at kunne skrive det i en eller anden stor strategi,” siger Peter. “Det er bare sådan, vi synes, man skal behandle mennesker.”
Fakta:
Flereårig prisvinder for social ansvarlighed og bæredygtige jobs
Lejrskov Rengøring har siden 2023 været blandt modtagerne af Kolding Kommunes pris SammenomJOB, der hylder virksomheder, som skaber bæredygtige og inkluderende arbejdspladser. Prisen gives til virksomheder, der blandt andet arbejder for at inkludere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, forebygge sygemeldinger og skabe plads til medarbejdere med forskellige behov og forudsætninger.
SammenomJOB uddeles til virksomheder, der lever op til en række kriterier for social bæredygtighed og inklusion på arbejdsmarkedet
Om Danske Service
Danske Service er brancheforening for service-, rengørings- og facilityvirksomheder i Dansk Erhverv.
Med portrætterne vil vi vise rengøring som det, det er: et fag med ansvar, kvalitet og stolthed. Vi sætter fokus på virksomheder og medarbejdere, der hver dag holder Danmark rent – og som på hver deres måde viser bredden og fagligheden i branchen.